Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Allerede tilbage i perioden efter 2. verdenskrig var der et forståeligt og udtalt ønske om, at de bedste klubhold fra hvert land skulle mødes for at afgøre hvem der var det bedste. I Europa skete det først i forbindelse med de såkaldte Messeby-turneringer, hvor der som en del af underholdningen til store europæiske messer blev spillet fodboldkampe mellem nogle af de formodede bedste hold. I 1960erne kom der for alvor struktur over turneringerne, som derved gjorde det muligt at udpege hvad der kunne kaldes for europæiske mestre for klubhold. Op igennem 1970erne og 1980erne kom der i den grad penge i turneringerne, og derfor var det også meget naturlig at der i begyndelsen af 1990erne skete indførelse af Champions League. Formålet med turneringen var at afprøve levedygtigheden af en egentlig turnering for de formodede stærkeste europæiske klubber, således at de mødtes alle-mod-alle i et indledende gruppespil på hjemme- og udebane for i en finale at finde frem til vinderen, som fik ret til at kalde sig europæisk mester for klubhold. Konceptet viste sig hurtigt at være en succes, og op igennem 1990erne blev der flere og flere deltagere i turneringen – fra 8 deltagende hold ved introduktionen i 1992 op til det nuværende antal på 32.

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder

Det store antal deltagere i Champions League gjorde samtidig, at de mindre prestigefyldte turneringer UEFA Cupen og pokalvindernes turnering fik langt mindre status og opmærksomhed. UEFA Cupen var til en vis grad europæisk fodbold på 2. klasse for de hold, som ikke havde været i stand til at blive hverken nationale mestre eller vinde den nationale pokalturnering. Fra Danmark betød det således, at de deltagende hold normalt sluttede den foregående sæson som nummer 3 og 4 i den bedste danske fodboldrække Superligaen, ligesom modstanderne havde opnået lignende resultater rundt om i de forskellige europæiske ligaer. Endnu mindre opmærksomhed var der i midten af 90erne efterhånden om pokalvindernes turnering, som havde deltagelse af de forskellige landes nationale pokalmestre - således var den danske deltager holdet der den foregående sæson havde vundet den landsdækkende danske pokalturnering Landspokalturneringen. Pokalturneringer bliver ofte vundet af små hold, som satser voldsomt på turneringen og leverer en række overraskelser. Derfor blev en stor del af kampene spillet mellem ukendte hold fra mindre lande, hvilket medførte en ofte ligegyldighed blandt såvel tilskuere som medier. Konsekvensen af den efterhånden meget lave interesse blev, at pokalvindernes turnering i midten af 90erne blev nedlagt og lagt sammen med UEFA Cupen, som beholdt sit navn og således blot fik endnu flere deltagere. De ekstra deltagere i UEFA Cupen indgik på lige vilkår med de traditionelle, således at de blev en del af turneringsstrukturen hvor modstandere fandtes via lodtrækning, og hvor kun vinderen over to kampe gik videre til næste runde.

Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Denne struktur løb frem til og 2008/2009-sæsonen, som var den sidste hvor UEFA Cupen eksisterede. Fra 2009/2010 skiftede den ikke kun navn men også struktur til Europa League, som i høj grad er opbygget på samme måde som Champions League. For at opnå deltagelse i turneringen, skal holdene igennem indtil flere kvalifikationskampe. De hold som opnår deltagelse indtræder i første omgang i det såkaldte gruppespil, hvor de via lodtrækning fordeles i 8 puljer af 4 puljer. Holdene i gruppespillet mødes på hinandens hjemme- og udebaner, således at hvert hold spiller i alt 6 kampe. De to bedst placerede hold fra hver pulje går videre til de såkaldte knald-eller-fald-kampe, hvor modstanderne findes via lodtrækning. Holdene mødes på både hjemme- og udebane, og den samlede vinder går videre til turneringens næste runde. Denne fremgangsmåde anvendes frem til der kun er to hold tilbage i turneringen, som mødes i en finale på et på forhånd udvalgt stadion. Eksempelvis blev finalen i den første Europa League afholdt i Hamburg maj 2010, hvor spanske Athletico Madrid slog engelske Fulham og dermed hjemførte den samlede sejr.

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder

Uanset at Europa League har medført en større interesse for den næstbedste europæiske turnering for klubhold, er der dog stadigt meget langt op til den prestige og opmærksomhed der er for deltagerne i den bedste Champions League. Her er der kun deltagelse af landenes nationale mestre, samt højest placerede hold fra de stærkeste ligaer rundt om i Europa. Danmark har således traditionelt kun deltagelse af den forudgående sæsons vinder af Superligaen, mens de store ligaer i fx Spanien, Italien og England har deltagelse af de 4 hold som klarede sig bedst den forudgående sæson i deres bedste nationale turneringer. På den måde kan man sige, at der til en vis grad kompenseres for at fx den engelske liga kan siges at være klasser over den danske, og at der således er langt større engelsk repræsentation i den mest prestigefyldte europæiske turnering for klubhold end dansk. Turneringens struktur kan sammenlignes med hvad der kendes fra Europa League med den undtagelse, at det ikke kun er nummer 1 og 2 i hver af de indledende puljer som kvalificerer sig til knald-eller-fald-kampe. Det samme gør også puljernes nummer 3, som dog må tage til takke med at skulle niveauet ned til Europa Leagues knald-eller-fald-kampe. Samtidig mistes mulighed for at blande sig i kampen om at kunne kalde sig europæisk mester for klubhold med der af følgende kvalifikation til VM for klubhold, da vinderne af Europa League ”kun” kan kalde sig Europa League-mestre.

Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Økonomisk er der afgørende forskel på at deltage i Champions League og Europa League. Normalt plejer man at sige at de hold som kvalificerer sig til Champions League kan forvente at tjene mindst 80 millioner kr., mens holdene i Europa League kun er garanteret indtægter i størrelsesordenen 10 millioner kr. Mens eksempelvis de engelske og spanske storklubber formentligt vil drive deres butik videre på noget nær samme vilkår på trods af manglende Champions League-kvalifikation, vil der være anderledes forskel for et hold fra den danske Superliga. Opnås faste millionindtægter i den størrelsesorden fra Champions League vil det medfører, at der økonomisk vil kunne opnås et stort forspring i forhold til konkurrenterne i den bedste danske fodboldrække. Et forhold der også kan læses ud af den bedste norske fodboldrække Tippeligaen, som i mange år på det nærmeste var sportsligt kontrolleret af Rosenborg. Klubben fra Trondheim brugte de mange millioner optjent i Champions League til at tilbyde sine spillere de højeste lønninger i Tippeligaen, hvilket meget logisk sammen med de europæiske udfordringer betød at Rosenborg havde en lang række fordele i forhold til konkurrenterne hjemme i Norge.

Hvor mange hold et land har med i de europæiske klubturneringer afhænger af hvordan dets deltagere tidligere har klaret sig. Af samme årsag er der flere deltagere fra de store fodboldlande, eftersom deres deltagere er faste leverandører af gode resultater. For et land som Danmark varierer antallet af deltagere fra år til år afhængig af præstationerne fra de forudgående sæsoner, og selv om at de danske deltagere har leveret fornuftige præstationer de senere år er der normalt kun deltagelse af den forudgående sæsons danske mester i kvalifikationsturneringen til Champions League og nummer 2 og 3 fra den forudgående sæson sammen med den forsvarende pokalmester i kvalifikationsturneringen til Europa League. Således skal de bedste danske hold overvinde stærke internationale modstandere for at komme med i gruppespillet i både Champions League og Europa League i modsætning til fx de spanske mestre, som sammen med nummer 2 fra den forudgående sæson på forhånd er sikret deltagelse i Champion Leagues gruppespil uden forudgående kvalifikation.

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder