Køb Fodboldens ABC for kvinder her

En afgørende sondring indenfor fodbolden er klub- og landshold. Uanset at begge typer hold påkalder sig meget stor opmærksomhed, er det afgørende at skille disse to ad. Groft sagt kan man sige at et klubhold er nationalt baseret og kun møder andre hold fra samme land i en eller flere turneringer samt enkelte internationale kampe, mens landshold repræsenterer et land i opgør mod andre lande i bestræbelserne på at vinde internationale mesterskaber.

En afgørende forskel mellem de to typer hold ligger i, at et landshold kun kan gøre brug af spillere fra ét land. Derfor skal alle spillerne på fx det italienske landshold være italienske statsborgere, ligesom spillerne på det danske landshold også skal være danske statsborgere. For at undgå at spillere kan skifte land løbende, har man fra det internationale fodboldforbund FIFAs side vedtaget en meget logisk regel om, at hvis en spiller én gang har spillet for et lands bedste landshold, skal der være tale om meget ekstraordinære omstændigheder for at han kan skifte til et andet. Med andre ord så er en spiller normalt ”låst”, hvis først han vælger at repræsentere et landshold. En situation der senest har været aktuel i Danmark for FC Midtjyllands forsvarsspiller Winston Reid, som både har dansk og new zealandsk statsborgerskab, da han blev født i New Zealand men har boet størstedelen af sit liv i Danmark. Reid havde repræsenteret en række danske ungdomslandshold, men da han skulle vælge hvilket land han ville repræsentere som senior faldt valget på New Zealand – formentligt tilskyndet af at han blev tilbudt en plads blandt de spillere skulle repræsentere ø-riget ved VM i Sydafrika sommeren 2010. Omvendt betyder valget, at han derved vælger Danmark fra og således ikke i fremtiden får mulighed for at spille på det ”rigtige” danske landshold.

Omvendt forholder det sig med spillere på klubhold – med få begrænsninger kan klubberne vælge at tilknytte de spillere de ønsker, uden at tage hensyn til deres nationalitet. Vil en dansk klub fx tilknytte en russer ligger begrænsningen ikke i spillerens nationalitet, men alene om man kan blive enige med spilleren og eventuelt hans aktuelle klub. Frem til midten af 90erne var der en lang række begrænsninger på antallet af udlændinge på hvert klubhold, men efter den såkaldte Bosman-dom blev det med få undtagelser muligt for klubberne at tilknytte de spillere de ønsker. Blandt de få der stadig gælder er dog, at klubber fra EU kun har mulighed for at gøre brug af 4-5 spillere fra ikke-europæiske lande. En begrænsning der dog i praksis ikke har den store betydning, og derfor er der reelt også frit spil for klubberne som kan investere i spillere uden at kigge på deres nationalitet.

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder

En anden særdeles afgørende forskel mellem klub- og landshold er, at hvert land kun kan have ét landshold mens det står fodboldspillere frit for at starte en ny klub hvis de eksempelvis ikke er tilfredse med den de spiller i. Et landshold indeholder derfor de formodede bedste spillere et land kan stille, hvilket kræver en udvælgelse. Den øverst ansvarlige for denne er landstræneren, som har til opgave ikke kun at stille med det stærkest mulige hold, men også at lede det før, under og efter kampene. Landstræneren ansættes af det nationale fodboldforbund, og vil normalt være en træner med mange års erfaring fra forskellige klubhold. Eftersom det at være landstræner er det højest opnåelige i et land, er der meget stor prestige knyttet til det – hvilket i sagens natur er med til at skærpe prestigen og søgningen for/af trænere. I modsætning til de spillere der udtages til et landshold, behøver landstræneren dog ikke at være statsborger i det land han står i spidsen for. Det har gjort det muligt for fx Danmark at tiltrække udenlandske landstrænere, og blandt eksemplerne herpå kan nævnes tyskeren der stod i spidsen for det danske landshold i 80erne Sepp Piontek. Det er værd at bemærke, at det normalt er landstræneren der suverænt bestemmer hvilke spillere han vil udvælge, ligesom at han også har afgørende indflydelse på hvordan holdet under hans ledelse skal spille. Derfor ses det også ofte, at landstrænere har stort fokus på at stille med hold der fungerer som en helhed, hvilket ofte betyder at store profiler bliver valgt fra eftersom de ikke passer ind i den måde hvorpå der spilles. Et af de logiske diskussionsemner er derfor ofte, hvorfor visse spillere har forrang på landsholdet end andre som formodes at kunne være en forstærkning. I Brasilien har diskussioner af denne type ligefrem fået sit eget begreb – mandagstrænerne. Det er dem som ser en kamp i fjernsynet i løbet af weekenden, og når de møder på arbejde mandag morgen mener de at have fundet løsningen på hvilke spillere der skulle have spillet i stedet for.

Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Begrænsningerne for hvilke spillere en træner for et klubhold skal vælge går ikke i retningen af deres nationalitet, men hvem det er muligt for ham at få fat på. Fodbold på topplan er en milliardforretning, og derfor spiler pengene en afgørende rolle når en spiller skal vælge en ny arbejdsgiver. De store klubber har meget logisk meget større budgetter end de små, og derfor har en stor klub også normalt mulighed for at tilbyde en langt større løn til en stjernespiller end en lille klub. De mindre budgetter byder så omvendt ofte, at de mindre klubber ofte fungerer som ”uddannelsesinstitution” for spillerne, som ved deres gennembrud får mulighed for at skifte til en større. Uanset om der er tale om en stor eller lille klub, sker tilknytningen af nye spillere almindeligvis på baggrund af det såkaldte scoutingsystem, hvor spillerne over en længere periode følges og vurderes, således at klubben har et grundlag at tage en beslutning ud fra når det afgøres, om man skal forsøge at tilknytte spillerne eller ej. Mens en spiller er bundet til et landshold alene grundet sin nationalitet, er en spiller kun bundet overfor en klub så længe at hans kontrakt løber. Er han utilfreds med at spille for sin nuværende, vil det derfor stå ham frit at skifte til en anden år kontrakten er udløbet. Et skifte til en anden klub mens en kontrakt løber kan dog også ske, men det kræver for det første at spillerens nuværende og kommende klub er enige om betingelserne (hvor meget den nye klub skal betale til spillerens nuværende for at slippe denne inden kontraktens udløb), ligesom at spilleren også skal komme til enighed med sin nye arbejdsgiver om sin løn mv. Opgaven for en klubs træner er derfor i samråd med resten af klubbens ledelse at foretage en vurdering af, hvilke spillere der skal tilknyttes og hvilke man mener at man kan skille sig af med uden større problemer. På tilsvarende måde som for landstrænere, er det det en klubs træner at afgøre hvilke spillere han anser for de bedste – ligesom at det også er klubtrænerens opgave at opstille retningslinjerne for hvordan holdet skal spille kommende kampe. Også i denne situation vil han løbende blive udsat for mandagstrænere, som på baggrund af iagttagelser fra sofaer vil have løsningen på alle problemerne. Ansættelsen af en træner i en klub sker på samme måde som for landstræneren, hvilket almindeligvis sker på åremål. Under denne periode har træneren ansvaret for holdet, med mindre at man som følge af fx svigtende resultater fra ledelsens side beslutter at fritage ham for ansvaret. Uanset om en træner fyres, har han dog krav på løn i resten af sin kontraktperiode.

Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Eftersom der i hvert land kun kan være et landshold, er der tale om et meget eksklusivt hold. En eksklusivitet som ikke kun medfører et stort meget stort ønske fra spillerne om at blive udtaget, men som også betyder at det er begrænset hvor mange kampe det spiller i løbet af et år. Normalt drejer det sig om 10 kampe, som hovedsageligt alle har til formål at kvalificere holdet til en EM- eller VM-slutrunde. Kampene spilles mod andre landes landshold, der har samme formål med deltagelse i kvalifikationsturneringerne til disse såkaldte slutrunder. Opnår landsholdet ikke deltagelse ved slutrunderne, må det vente med at spille betydende kampe indtil at det igen bliver muligt at kvalificere sig til en sådan turnering. EM og VM afholdes hvert 4. år, og således er der kun mulighed for at opnå deltagelse ved en slutrunde hvert andet år.

Et anderledes stort kampantal hvert år er der for klubholdene, som kan deltage i en række sideløbende turneringer. Den væsentligste er den nationale turnering, hvilket for de bedste danske hold vil sige Superligaen. I løbet af en sæson spilles der 33 kampe i denne, hvortil kommer kampene i pokalturneringen og eventuelle opgør i en af de europæiske klubturneringer. Derved er det ikke unormalt, at de bedste hold kan nå op på omkring 50 betydende kampe i løbet af en sæson.

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder