Niveauet i den bedste italienske fodboldrække Serie A er så højt at det har været særdeles svært for danske spillere at gøre sig gældende. En almindelig tommelfingerregel kunne være, at kun de absolut bedste danske landsholdsspillere har et niveau der gør, at de vil kunne føle sig hjemme i ligaen på et af de bedre hold. To af de største danske angrebslegender Michael Laudrup og Preben Elkjær havde dog i deres tid i italiensk fodbold stor succes, og det endda på et tidspunkt hvor der var strenge restriktioner på brugen af udenlandske spillere. I forbindelse med den såkaldte Bosman-dom måtte man også i Italien åbne op for, at der kunne være flere end to udenlandske spillere på de italienske klubhold. I sin tid i Hellas Verona var Preben Elkjær, hvis fulde navn er Preben Elkjær Larsen, den store stjerne på sit hold, da klubben i sæsonen 1984/1985 hjemførte sit foreløbigt eneste mesterskab. I samme periode markerede Michael Laudrup sig ligeledes som offensiv profil hos storholdet Juventus, hvilket åbnede for et skifte til giganten FC Barcelona i 1989. I sin periode i italiensk fodbold var Laudrup i øvrigt igennem en proces, som mange unge spillere gennemgår inden deres endelige gennembrud. I sin første sæson i Serie A spillede han ikke for sin "rigtige" arbejdsgiver, men var i stedet udlån til den noget mindre klub SS Lazio i Rom. Tankegangen er, at unge spillere skal oplæres ved først at spille for en mindre klub og blive en bærende spiller der, inden der sker en tilbagevenden til den klub som har ejer  spilleren.

Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Laudrup og Elkjær må dog sammen med den aktuelle danske landsholdsspiller Per Krøldrup sammen med de noget ældre veteraner Martin Jørgensen og Thomas Helveg der begge har forladt Italien og vendt tilbage til Danmark, anses for at være de absolutte mest succesfulde danske spillere i Serie A i nyere tid. Problemet for mange danske spillere, herunder Martin Jørgensens bror Mads under dennes tid i Ancona, er dog ikke kun at leve op til de langt større spillemæssige krav i Italien, men i lige så høj grad at mange danskere har svært ved at forstå den italienske tilgang til fodbold. Mens man i Danmark til en vis grad fx stadig kan tale med cheftræneren om stridspunkter, findes denne liberale tilgang til at diskutere trænerens opfattelser ikke i Italien. Her gælder der en helt anden form for kæft-trit-og-retning-tilgang til fodbolden, og spillerne er på en helt anden måde en ubetydelig brik i puslespillet end i Danmark. Desuden synes også at gælde en anden form for smid-væk-kultur omkring fodboldspillet, hvor spillerne lynhurtigt udsættes for en række trængsler såfremt de er faldet i unåde i deres nye klub.

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder

Et af de seneste eksempler herpå var, da den danske angriber Mike Tullberg efter at være blevet købt i århusianske AGF fik et par kampe for sin nye italienske klub Reggina i 2007, for efterfølgende at ryge helt ud af holdet og i det hele taget fremstod som uønsket i sin klub. Sammen med et andet dansk nyindkøb (link til køb) Kris Stadsgaard forsøgte klubben og folkene omkring den at forklare danskerne på noget specielle måder, at man ønskede sig at skille sig af med dem. Eksempelvis ved at et autoværksted omlakerede en bil der kun skulle til en minimal reparation, ligesom italienerne ifølge Kris Stadsgaard far og agent skulle have krævet at betale en del af hans løn med sorte penge. Med til historien hører dog formentlig, at købet af de to danskere sommeren 2007 fremstod nærmest panikagtige. Tullberg blev eksempelvis købt dyrt i AGF på baggrund af en enkelt god optræden på udebane mod Brøndby, mens Stadsgaard blev hentet hos FC Nordsjælland for et stort beløb, der dårligt kunne siges at modsvare forsvarsspillerens styrke. Mange danske spillere kommer tilbage fra Serie A med lignende historier om kaoslignende forhold, som hovedsageligt udspiller sig i de mindre og mest pressede klubber. Omvendt fremstår det åbenlyst, at danske spillere har svært ved at opnå kontrakter i italiensk fodbold. De italienske klubber synes at være præget af, at mange danskere som Tullberg og Stadsgaard har efterladt dårlige indtryk og ikke levet op til de forventninger som klubberne havde.

Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Når danske spillere endelig får en kontrakt med en af de italienske klubber i Serie A, så er det typisk i Udinese dette sker. Gennem årene har en lang række danskere startet deres italienske eventyr i Udinese, som synes som et godt sted at udvikle sig for danskere. Eksempelvis repræsenterede Thomas Helveg klubben i omkring 4 år, inden han blev sendt videre i systemet til storholdet AC Milan. I samme periode spillede Martin Jørgensen også for klubben i de sorte og hvide trøjer, og for kantspilleren blev til næsten 7 sæsoner før han fik opfyldt sin drøm om at spille for en af de store klubber i italiensk fodbold Fiorentina.

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder