På tilsvarende måde som i engelsk og spansk fodbold, har man også i Italien en gruppe af hold der må siges at ligge fast i den tunge ende af tabellen . Enkelte gode placeringer i Serie A bevirker dog ikke at klubberne må siges at have springet fra den tunge del af midterfeltet til gruppen af potentielle udfordrere. I denne kategori bør kunne henføres hold som Atalanta, Genoa, Siena, Cagliari og Torino. Alle hold de til fælles, at de fra tid til anden gennemlever en nedrykning, for efterfølgende forholdsvist hurtigt at komme tilbage på rette spor og igen blive en del af Serie A. Samtidig er det også et generelt problem for klubberne, at ingen af dem i den tunge del af midterfeltet indenfor nyere tid har opnået nævneværdige resultater. Således synes eksempelvis deltagelse i en af de europæiske turneringer på baggrund af solide resultater i den hjemlige Serie A om ikke at være utopisk, så i hvert fald ualmindeligt svært. Samtidig lider man også af det klassiske problem, at man hverken har økonomi eller anden form for mulighed for at fastholde store talenter. Disse forlader typisk hurtigt holdene i den tunge del af midterfeltet end klubber højere oppe i tabellen, som både har bedre økonomi og sportslige muligheder at tilbyde sine spillere.

Køb Fodboldens ABC for kvinder her

Mens man i dansk fodbold, med FC Midtjylland som måske det klareste eksempel, har en reel mulighed for indenfor en overskuelig årrække at gå fra at være et bundhold til et alle andre i ligaen har respekt for, er det langt sværere ud i Italien. Her skal der helt andre økonomiske tal på bordet for at kunne udfordre klubberne længere oppe i tabellen, og med mindre man er heldig at finde en rigmand der investerer store beløb, så virker det usandsynligt at holdene i den tunge del af tabellen indenfor eksempelvis 10-20 år vil kunne kæmpe sig op og bare blive en del af gruppen af potentielle udfordrere til topholdene. I sig selv ikke nogen opmuntrende virkelighed for klubberne, som i stedet synes at satse på mere alternative veje til opnåelse af succes - eksempelvis ved at gøre brug af den lavt rangerede Toto-cup for at komme ud og spille europæisk fodbold. I anerkendelse af tingenes tilstand acceprer klubberne i den tunge del af tabellen ofte at gøre brug af spillere lejet i højererangerede klubber. Aftaler som kommer i stand ud fra en logisk tankegang om, at storklubbernes  spillere gerne vil have mere spilletid i bestræbelserne på at udvikle sig inden et comeback i storklubben, mens klubberne i den tunge del af tabellen ønsker at få tilført så meget kvalitet som muligt. Det uanset at lejede  spillere ofte forsvinder næsten lige så hurtigt igen som de er ankommet. Blandt eksemplerne på denne fremgangsmåde med korttidskontrakter til store talenter kan nævnes Alessio Cerci, der i sæsonen 2008/2009 var at finde i Atalanta på trods af at han ejes af storklubben AS Roma. Den unge offensivspiller, der også har været en del af det det italienske ungdomslandshold, var et godt stykke fra AS Roma's startopstilling, og brugte derfor tiden i Atalante til at få mere rutine og udvikle sig til en spiller, som vil kunne udfordre de mere etablerede navne i AS Roma.

Småbyernes storhold – Atalanta

Den evige lilleput - Genoa C.F.C.

En af de nye drenge i klassen – Siena

Saridiniens fodboldstolthed – Cagliari

Den ukendte lillebror - Torino

Artiklen er en del af Fodboldens ABC for kvinder