Det er ikke uden grund at de må anses for at være et godt bud på et hold som når langt under VM-turneringen. Specielt de hollandske offensivspillere er på et meget højt niveau, og de beviste under kvalifikationsturneringen hvorfor de til dagligt repræsenterer klubber som Inter, Real Madrid, Liverpool og Bayern München. Men på trods af at være særdeles suveræne i kvalifikationen, viste turneringen også hvordan der kan dæmmes op for hollændernes spil og hvordan Oranje kan trues defensivt. Skotland kan have vist vejen til dansk succes.

Af Lars Bo

Suveræn kvalifikation til Sydafrika

8 kampe 24 point. Så kort kan Hollands kvalifikation til VM-slutrunden i Sydafrika opsumeres. De hollandske storfavoritter fejede i den grad al modstand til side i kvalifikationsgruppe 9, hvor man sluttede hele 14 point foran nummer 2 Norge. Målscoren var lige så imponerende – 17 mål scorede Holland, mens man kun lukkede 2 ind.

Holdet klædt i de karakteristiske orange trøjer fik under kvalifikationsturneringen i den grad mulighed for at afprøve den offensive del af spillet. Både i forbindelse med forskellige startopstillinger, men også via forskellige formationer. Men én ting synes dog angrebsmæssigt at være fundamentet for det hollandske hold – Real Madrids Rafael van der Vaart. På trods af at hans tidligere holdkammerat i den spanske storklub Wesley Sneijder må anses for at være en direkte konkurrent og var en afgørende brik i Inters Champions League-triumf denne sæson, fremstår van der Vaart at være landstræner Bert van Marwijk’s foretrukne styrmand på den offensive del af midtbanen foran Bayern Münchens rutinerede Mark van Bommel. Det store spørgsmålstegn ved hollændernes offensive startopstilling under kvalifikationsturneringen har dog været, hvilken forreste angriber som anses for det naturlige førstevalg. Der er således blevet vekslet mellem den skadesplagede Arsenal-angriber Robin van Persie, Liverpools Dirk Kuyt og Klaas-Jan Huntelaar. Men uanset hvem van Marjwijk vælger som forreste angriber, synes en meget stor del af de hollandske scoringer at følge samme mønster.

Indlæg fra venstrekanten – men sjældent fra Robben

En gennemgang af de 17 scoringer hollænderne leverede under kvalifikationsturneringen viser, at 4 af disse kom efter indlæg fra venstrekanten, 3 efter indlæg midt på banen, 2 fra hjørnespark, 2 efter oplæg på frispark fra venstre side af banen, 1 enkelt blev scoret efter at have kombineret sig op i gennem banen, 3 efter kontraangreb, mens de sidste 2 scoringer blev scoret på straffespark og langskud. Til en vis grad må assisterne fra venstrekanten anses for at være forventelige, eftersom det er her hollændernes største offensive profil Arjen Robben huserer. I forhold til brugen af Robben på klubholdet, hvor han anvendes på begge fløje i modsætning til på landsholdet hvor fokus alene synes på venstrekanten, kan det synes overraskende at hans aktioner for landsholdet meget ofte sker efter lange diagolstikninger. Hollænderne har i kvalifikationskampene ofte forsøgt at bringe Robben i spil med en lang aflevering fra området omkring højre sidelinje til området bag modstandernes højre back. Tankegangen synes at være, at man på den måde vil forsøge at splitte modstandernes forsvar ad, og samtidig udnytte Robbens hurtighed og evne til at afdrible sin direkte modstander. Det mest overraskende bør dog være, at formålet med denne manøvre ikke nødvendigvis synes at være at Robben skal levere en assistent til den forreste angriber. I stedet spiller han ofte bolden bagud til en fremadstormende forsvarer eller mere defensiv midtbanespiller, som i området fra omkring straffesparksfeltets kant i venstre side af banen forsøger at ramme den forreste angriber placeret tæt på modstandernes mål.

Samtidig er det værd at bemærke, at størstedelen af de hollandske scoringer i kvalifikationsturneringen efter indlæg fra fløjen er sket, hvor indlægene er slået tidligt. Med andre ord synes hollænderne ikke fokuserede på at komme til baglinjen for at slå de målgivende afleveringer herfra. Et meget sigende eksempel herpå kom i opgøret mellem Holland og Island oktober 2008, hvor hollænderne scorede det første mål i 2-0-sejren efter et indlæg fra venstrekanten. Det blev slået i området omkring straffesparkets kant og ind til den fremadstormende Mathijsen.

Kravene for at stoppe hollændernes frygtede kantspil centreret omkring Arjen Robben synes at være, at man i forsvarets højre side skal være forberedt på lange diagonalskift mod Bayern Münchens store stjerne. Derfor skal først og fremmest Lars Jacobsens forsøge at undgå at blive overrumplet af en hurtigtløbende Robben, der vil bruge diagonalstikningen som startskud til at udmanøvrere backen. Desuden skal det danske hold have fokus på, at en stor del af de farligste indlæg fra hollænderne ikke kommer fra baglinjen - men i stedet omkring straffesparksfeltets kant.

Effektive kontraangreb – og fast fremgangsmåde ved dødboldssituationer

Ved siden af evnen til at ligge præcise indlæg fra området omkring straffesparksfeltets kant, dokumenterede Holland under kvalifikationsturneringen også en evne til at etablere hurtige og effektive kontraangreb. Kontraangreb hvor de ellers så flot spillende hollændere kun synes at gøre brug af så enkle midler som muligt, da bolden typisk spilles hurtigt op midt igennem banen med få stationer. Dermed synes hollænderne også ofte at have fravalgt brugen af Robben i kontrastødene, hvilket kan synes overraskende eftersom han med stor succes også anvendes i denne fase af spillet hos sit klubhold. I stedet satses tilsyneladende på at centrale midtbanespillere som van der Vaart og dennes substitut Wesley Sneijder hurtigt kan føre bolden op midt på modstandernes banehalvdel, for herfra at spille den frem til den forreste angriber i nærheden af straffesparksfeltet. Skal danskerne slå hollændernes kontraspil i stykker vil det derfor som udgangspunkt kræve, at defensive midtbanespillere som Christian Poulsen sætter en stopper for opspillet gennem van der Vaart/Sneijder via tætte markeringer.

Under kvalifikationsturneringen havde Holland til en vis grad succes med scoringer efter dødboldssituationer efter et fast mønster, hvor sparkeren placerede bolden i området omkring det lille felt. Herfra var det opgaven for fremadstormende spillere at bringe sig i en god position, hvilket eksempelvis var tilfældet da van Persie scorede på hovedstød efter et hjørnespark i hjemmekampen mod Skotland. Et hjørnespark der blev placeret midt for mål omkring det lille felt, hvilket i det hele taget må anses for at være stedet hvor hollænderne forsøger at placere bolden ved dødbolde. Skal danskerne dæmme op for denne del af det hollandske spil, synes kravet til centrale forsvarere som Daniel Agger og Simon Kjær at være at de både placerer sig midt for målet omkring det lille felt, ligesom de skal være i stand til at tage kampen op mod fremadstormende angribende spillere.

Fandt skotterne nøglen til at besejre Holland?

Under kvalifikationsturneringen var Holland reelt kun presset en enkelt gang – på udebane mod Skotland. Selv om det ikke lykkedes for skotterne at hente point, er spørgsmålet dog om ikke de fandt en del af nøglen til hvordan hollænderne skal spilles. De stillede op i en formation som synes sammenlignelig med den som anvendes af det danske landshold under ledelse af Morten Olsen med 4 mand i forsvaret, 3 centrale midtbanespillere, 2 kanter og 1 mand helt på toppen. I lighed med hvad der kendes fra det danske landshold, var de skotske kanter ofte meget defensivt indstillede og spørgsmålet er vel om ikke formationen burde opføres som en 4-5-1.

I den defensive del af spillet brugte skotterne kanterne til at dæmme op for indlæg fra fløjene således, at de blokerede området omkring kanten af straffesparksfeltet som en ekstra gardering foran de to backs. Det betød, at hollænderne i løbet af hele kampen ikke havde indlæg af betydning fra den position, og derved blev holdt fra sit vigtigste offensive våben. I stedet var man overladt til at spille bolden op igennem banen, hvilket de fysisk stærke skotter forholdsvist simpelt fik sat en stopper for. På den måde kom hollænderne kun til 2 reelle scoringschancer i kampen – et langskud og scoringen der opstod som følge af en klar forsvarsfejl.

Langt de fleste chancer i opgøret havde skotterne, og også her syntes der at være en fast fremgangsmåde. Fra en position midt på hollændernes banehalvdel blev bolden med lange afleveringer spillet i tomme rum bag ved de to backs – først og fremmest bag holdets anfører Giovanni van Bronckhorst. Venstrebacken, der efterhånden har passeret de 35, har tydeligvis ikke tidligere tiders hurtighed, og synes at kunne overløbes på denne forholdsvist simple måde. Omvendt fremstod hollænderne også i denne kamp til at være gode til at bryde modstandernes spil op igennem midten, ligesom chancerne for at score på lange afleveringer op mod den forreste angriber også synes at være dømt til at mislykkedes på forhånd.

Taktikken mod hollændernes synes derfor at være ganske klar : Når Oranje er i boldbesiddelse skal de danske kanter trækkes langt tilbage på banen og blokere for indlæg fra straffesparksfeltets kant, ligesom der ved dødboldssituationer skal være fokus på bolde ind til angribere midt for mål ved det lille felts grænser. Offensivt synes hollænderne at kunne overraskes ved hurtigt slåede lange afleveringer i de frie områder bag de to backs.